Judi.dk

Stil med personlig signatur

  • Hvad vil du udtrykke?
  • Om Judi Lund Finderup
  • Booking

10 spørgsmål om signaturstil: Chris Pedersen

2015-10-18 by judi Leave a Comment

Chris Pedersen

I mine øjne er han Danmarks bedste formidler af mode og kultur. Hans viden er stor, og så har han en fantastisk sans for humor, som ligger som en befriende understrøm i alt, hvad han beskæftiger sig med. Mød tv-vært, foredragsholder, skribent og modeekspert Chris Pedersen, og hør hvilke tanker han gør sig om hans egen personlige stil.

Hvis du skulle sætte tre ord på din stil, hvilke ord ville det så være?
Nørdet, monokrom og utrendy.

Hvad repræsenterer din stil for dig? Hvad signalerer du til omverdenen?
Jeg ved jo ikke, hvordan andre opfatter mig, men min stil er et koncentrat af de tanker jeg gør mig omkring mode, forbrug, kultur osv. Jeg er først og fremmest meget bevidst om ikke at bidrage til overforbrugskulturen. Har altid købt meget få men gode ting. Altså hvide skjorter, sorte kashmirtrøjer, pæne bukser osv. Ejer simpelthen ikke trendbaserede genstande, og det gør mig glad. En anden ting er, at jeg godt kan lide at se ens ud. Jeg synes grundlæggende, at det er en sjov tanke, at jeg ikke har skiftet stil i tæt på 20 år, og jeg på den måde er let genkendelig. At jeg har en visuel signatur.

Hvordan får din stil dig til at føle?
Sexet, interessant, let afkodelig. Jeg har ikke noget ’larm’ på mig, så det er let at se, hvordan mit humør er.

Hvordan synes du din stil afspejler dig og din personlighed?
Jeg føler, at den er en fin afspejling af min personlighed. Jeg henter meget inspiration i 50’erne og 60’ernes USA. Beat-generationen, Joan Didion, Truman Capote osv. Det er dem, som jeg har formet min stil over, Chet Baker i hvid skjorte, Capotes markante briller, sort/hvid fotografiernes appeal. Men nørd-tingen er min egen. Jeg har aldrig set mig selv som værende flot, og så må man kunne noget andet. Du ved, ligesom Iris Apfel. ”I don’t do beauty”.

Hvordan tror du andre opfatter dig med den stil du har?
Jamen, jeg tror, at man ret hurtigt kan afkode hvilket type job jeg har. At jeg arbejder med mode og visuel kultur, at jeg har et udadvendt job, og jeg måske tænker lidt anderledes end de fleste. Men mest af alt tror jeg, at mit tøj skaber en god base for at kigge på mit ansigtsudtryk, afkode mit humør, og fokusere på hvad jeg siger, fremfor hvordan jeg ser ud.

Ville de opfatte dig anderledes, hvis du gik i noget helt andet, og hvordan ville det påvirke din selvopfattelse?
Selvfølgelig ville man det. Hvis jeg drønede rundt i den nyeste trend hele tiden eller i superstramt tøj, H&Ms Balmain-kollektion, så ville man jo se forskellige mennesker. Men jeg er ikke interesseret i et skiftende udtryk. Jeg arbejder med en branche og et område, der er så omskifteligt, at jeg tror mit look giver folk en base, hvor de kan se, at jeg har mere at byde på end bare trends. En dybde om man vil.

Hvornår fandt du ud af, at det her var din stil og har du set anderledes ud?
Hahaha. Da jeg var 17 begyndte jeg at tabe håret. Jeg havde ellers gået i grunge-tøj, men da jeg begyndte at få høje tindinger gik jeg til frisør og blev klippet skaldet. Så gik jeg ud og købte tre hvide skjorter, et par grå og et par sorte bukser, og så skiftede jeg stil. Kort efter fik jeg briller, og så var det det. 18 år.

Tror du din stil har ændret sig om 10 år?
Nope. Kun i den dyrere retning. Jo ældre man bliver desto bedre skal ens tøj sidde. Kroppen forandrer sig jo og har brug for lidt hjælp henad vejen. Bedre skuldre, skarpere bukser osv. Jeg tænker at jeg begynder at gå i Yamamoto, når jeg bliver 60.

Hvem synes du har en klar signaturstil? Nævn tre?
Jørgen Nørgaard, Ivan Grundahl og Iris Apfel.

Hvad er dit yndlingstøj i din garderobe? Åh mine hvide skjorter fra Mads Nørgaard og min nye Acne-frakke med runde skuldre og et nærmest kåbeagtigt snit. Den er helt skøn, og jeg har taget tilløb til den siden sidste år.

Tak til Chris for svarene.

Hvis du vil se ‘Afrika er det nye sort’, som Chris er aktuel med lige nu, så kan du finde det på DR på nettet


Om Chris Pedersen

Han har arbejdet som modeekspert, skribent, redaktør og chefredaktør på flere danske magasiner – blandt andet Euroman, Cover og Cover Man. Tidligere i år debuterede han som kurator, da han satte en stor udstilling, Danish Fashion Now, op på Brandts i Odense. I dag arbejder Chris Pedersen for DR, hvor han er vært og tilrettelægger på en række programmer om mode og mennesker: ’Danmarks unikke stilikoner’, ’Moderedaktørens dagbog’, ’Modekoder’, ’Salon K’, ’De forfængelige’ og det aktuelle ’Afrika er det nye sort’.
Han er desuden fast vært på Modeuge Nu, der dækker Copenhagen Fashion Week.

Filed Under: 10 spørgsmål om signaturstil Tagged With: 10 spørgsmål om signaturstil 10, Chris Pedersen, personlig styling, Signaturs, Stilikoner, Stiltjek

Loading

Alt det jeg har skrevet om tidligere

10 spørgsmål om signaturstil 10 44 Adele bowties branding bæredygtighed Chris Pedersen Colin Firth dangens tanke om stil Den velklædte mand dukken Erna Ahmetspahić fashion fejlkøb Flemming Bille genbrug god stil José Mourinho Juliana Room Jürgen Klopp Karl Stefanovic Matilda Kahl model my.life.in.pink. personal shopper personlig branding personlig stil personlig styling shopping signature style Signaturs signaturstil sikker stil statement wear Stilikoner stilsikker Stiltjek stiltjournalen styling styling med accessories stylist The Normal One Torsten Grunwald Øko-mode Økologisk tøj

© Copyright 2013 - present · She's Classy theme by XO Sarah