Tænk lige over det: Ville du blive glad, hvis en ven, kæreste eller kollega sagde: ”Du ser gennemsnitlig ud” eller ”Alt, hvad du kan, siger, tænker og gør er bare så normalt”, ”Du klæder dig meget almindeligt”?
Jeg tror ikke, du umiddelbart ville opfatte det som et kompliment eller en kærlighedserklæring?  Men måske er det alligevel ikke så dårligt at være ’normal’ og måske er dette indlæg bare en omgang gennemsnitligt vrøvl. Who cares, really?

Forleden spurgte jeg min 14 årige søn: ”Hvad vil det sige at være normal?
Han svarede: ”Det er der jo ikke nogen der er! Normal findes ikke. Alle er forskellige.”
Han fortsatte: ”Men, man kan sige, at hvis 100 mennesker bliver spurgt om, hvilken musik de bedst kan lide at høre, og 75 af dem siger, at de bedst kan lide popmusik, så er det i de 100 menneskers verden NORMALT at høre popmusik.”
Jeg synes han beskriver det ret præcist: Ingen ligner hinanden helt, men man kan godt have noget til fælles med andre, og det kan der ligge noget godt i.

Hvem har lyst til at være normal?
Vi lever i en tid, hvor mange drømmer om at blive kendte og være specielle. Måske melder man sig til et tv-program eller drømmer om et job i medieverdenen. Vi skal have det rigtige tøj på (helst noget med lidt ’kant’), høre det rigtige musik, træne, spise den rigtige mad og drikke de rigtige drinks. Vi sørger for at dokumentere det, så alle kan se, hvor specielle vi er som individer. Vi vil ses og anerkendes (og elskes). Hvem vil ikke det?

Men hvis alle vil være specielle på den samme måde – er det så ikke det normale?
I stedet kunne vi måske arbejde på at være tro mod os selv, og ikke så forhippede på at være specielle. Vores forskellighed kunne få plads, og den ville blive det nye normale. Det ville være interessant. Men hvordan gør man?

I’m the Normal One
Da fodboldtræneren José Mourinho kom til Chelsea kaldte han sig for ”The Special One”. Det var sjovt, for jeg kan godt lide, når mennesker tør være personligheder og ’for meget’ i forhold til de fleste. Det kræver dog, at personen har integritet i det han/hun gør ellers klinger det hult.
For nylig fik Liverpool FC ny cheftræner, tyske Jürgen Klopp. Fansene gik amok, for endelig havde de fået deres drømmetræner. Forventningerne var høje, og da Jürgen Klopp blev spurgt om, hvordan han er i forhold til Mourinho svarede han: ”Jeg gider ikke tale om mig selv. I’m the Normal one.”

Styrken i at være normal
Jürgen Klopp har integriteten til fælles med Mourinho, men Klopp fravælger opmærksomheden på ham personligt. Han sætter sig selv fri og siger: jeg gider ikke noget pis, jeg vil bare gøre mit arbejde. Og så er det ikke helt uden humor 🙂

Man behøver ikke at ”Keep up with the Jonses (eller Kardashians). Man behøver ikke sammenligne sig med andre og tage del i den verden, hvor status og statussymboler betyder alt. Man behøver ikke altid blive set, og man behøver ikke altid fortælle alt til verden. Det er ok at være The Normal One og bare gå den vej, som man selv vil.

Jeg arbejder på, at mine kunder ikke hele tiden skal tænke over deres udseende og hvordan de virker i forhold til andre. De skal gøre det, der er normalt og føles godt i deres egen verden. Så kan de koncentrere sig om deres arbejde og om de mennesker, de omgiver sig med. Verden udenfor kan let forstyrre, og man bliver bragt ud af fokus på den vej man går. Personlig stil behøver ikke være højtråbende, den kan også være det afdæmpede, som i sin essens er meget rummeligt.

Lad os hver især hylde vores personlige normale, for det kan give plads til forskelligheden!