Hun har en af tidens stærkeste stemmer og med hendes nye album er hun tæt på at slå alle rekorder. Hun synger om kærlighed, forelskelse, om at blive forladt og forlade, savn og vrede. De fleste bliver ramt i hjertet, for stemmen er inderlig og følelserne er universelle.
Men har du tænkt over, at Adeles look er blevet forfinet over tid og at hun i dag har et udseende, som er næsten ikonisk? Man kunne lave en Warhol-agtig frise ala Marilyn Monroe og du ville straks genkende hende. Jeg tænkte især over det, da jeg forleden så en sjov BBC video, hvor Adele var sminket som en Adele-look a like og stillede op til en casting sammen med en masse andre Adele-look a likes. Se videoen
Man kan “klæde sig ud” som hende og det kræver alligevel en markant signaturstil. Og det har hun.
Hvor er signaturen?
Adeles signaturstil er den markante retro-øjenmakeup med bred, vinget eyeliner og kunstige øjenvipper, og det lyse hår er sat i en fyldig frisure med swung. Stilen er glamourøs, og selvom hun i forbindelse med sin nye plade er blevet slankere, har nedtonet det retro-inspirerede lidt og er mere moderne, så er makeuppen stadig stærk og definerer hendes look.
Men der er andre der har haft samme stil!
Ja, det er der, men jeg ligner heller ikke Gwen Stefani fordi jeg tager rød læbestift på.
Adele har lånt stilen fra klassisk 1950’er Hollywood glamour, men med hendes specielle udseende og personlighed har hun gjort stilen til sin egen. Hvis man har set hende i interviews, så ved man, at hun har en helt fantastisk humor, som gør hende dejlig jordnær. Det giver også noget til hele hendes fremtræden.
Jeg tror, at hun med tiden bliver endnu mere nedtonet, men at der altid vil være fokus på hendes øjne.
Har du en stil der er så markant, at man kunne klæde sig ud som dig og være genkendelig?
Se Adeles stilmæssige udvikling gennem tiden i dette Vogue-galleri