Hold op, hvor er min verden lille af og til! Det er den, når jeg i en periode har fokuseret på det forkerte.
Så bliver jeg lammet – som et dyr der ser sig blind på billygter på en mørk landevej.
Mit kikkertsyn fører til, at jeg langsomt mister min kreativitet og frihed, og dermed bliver min livsglæde nedsat.

Det starter oftest med, at noget gentagne gange spænder ben for min kreativitet og så ruller tankelavinen:

Min økonomi:
Andres økonomi får indflydelse på min: Den del af mit arbejde hvor jeg LYSER – der hvor jeg er virkelig god! – bliver sumpet ind i økonomien i forbindelse med mit arbejde.
Så mister jeg gnisten til faget og jobbet, bliver lammet og bange for fremtiden.

Mit udseende:
Har sovet dårligt (pga ovenstående), tøj strammer, har opdaget en slags folderynke på maven, er ved at blive gammel og utiltrækkende, appelsinhud og bikini på strand. Alle de andre er pænere og ofte kan jeg ikke passe det tøj jeg sælger. Man skal nemlig være tynd, hvis man vil være rigtigt mode-agtig, som alle modebloggerne. Jeg kan lige så godt droppe det. Blah, blah, blah.

Angsten lammer som bil-lygterne. Klonk!
Så kunne man sidde rigtig psykolog-agtig og sige: “Hun har virkelig et problem med sit selvværd!”
Det har jeg i perioder, men inderst inde kender jeg udmærket godt mit værd. Jeg glemmer det bare. For fokus er flyttet væk fra min kerne og kærligheden, og hen på angst. Angsten lammer som bil-lygterne. Klonk!

Hvad gør man, når man er fanget i lygterne?
SÅ ER DET, AT MAN SKAL RUSKE OP I SIG SELV…eller bare rejse lidt væk: Tage hjem til sin mor, sove i telt på en græsplæne eller tage en weekend til London (drop at købe en ny sommerkjole eller sko, du ikke har brug for).

Jeg tog til New York med familien – kom væk fra min lillebitte verden (det var den da jeg tog afsted).
Nu kan jeg se klart igen. Danmark er så lille, folk er bare folk og jeg skal sgu ikke tage alt så fandens alvorligt.
Det skal nok gå det hele.
Den tanke holder jeg lige fast i.
Jeg holder mit liv ud i strakt arm og kigger på det. Alt er godt.