Forestil dig, at du gik ind i en dyr butik, hvor alt tøjet hang på grimme renseribøjler, plasticbøjler, ødelagte bøjler med logo fra Tøjeksperten eller fra en forhenværende jysk dametøjsforretning.
Ville du have lyst til at give mange penge for det lækre tøj?
Jeg ville automatisk få en følelse af genbrugsforretning, og tro jeg var gået forkert. Nu kan jeg ellers godt lide genbrugsforretninger, men der forventer jeg at tøjet er brugt og at jeg får det billigt.
Hvordan har du indrettet din garderobe?
Har du indrettet den som rodebutikken eller som den lækre og indbydende butik? Kunne det ikke være dejligt, at når du hver dag kigger ind i dit klædeskab, så er der ro og orden. Det kan godt være at dit tøj ikke er nyt, men det virker bare lidt mere lækkert. Det behøver ikke være så svært.
Mit råd til dig!
Smid alle dine gamle bøjler væk og invester i nogle nye. Det gør en kæmpe forskel for den måde dit tøj tager sig ud på.
Så har du også lejligheden til at få kigget lidt på det du gemmer på. Hvis du så stryger det også, arhmen så vil der ikke være et øje tørt.
KH Judi
PS bredden på bøjlerne er vigtig. Hvis du ikke har meget skabsplads, så lad være med at købe de allerbredeste bøjler på markedet. På billedet ovenover ser du en bøjlestang med mit arbejdstøj. Bøjlerne er ekstremt brede, men det er der plads til. Pladsen ville være dårligt udnyttet i et skab, hvor jeg ville have brugt nogle tyndere.
PPS Jeg kan stadig bookes til garderobetjek, hvis du vil have hjælp til at genopdage dig selv og din garderobe.
Uhhh.. Hvor har du de fine bøjler fra, og hvor finder man bøjler der ikke er “IKEAs de bedste”?
Tusind tak for nogle fede indlæg og altid gode råd!
Hej Thora
ILVA har nogle fine i sort, hvid eller lilla. De har i modsætning til IKEAs, hakker/kroge, så man kan hænge noget med tynde stropper uden det glider af.
Men jeg anbefaler, at du kun køber én farve, så der er ro.
Mine bøjler er fra Heartmade. Vi forhandler mærket på mit arbejde og vi plejer at smide logo-bøjler ud. Men jeg tog nogle med hjem. Der står heldigvis ikke navn på, kun et lille metalhjerte.
KH Judi
Hej Judy
Hvor er den fine stribedenederdel fra, mon? Den ligner noge jeg lige står og mangler i mit klædeskab 🙂
Mange hilsner Rikke
Hej Rikke. Åh, det er en drøm af en nederdel! Den er lavet i et tykt materiale med stretch, som holder alt inde og løfter det på den helt rigtige måde.
Det er ret underligt at man kan se slank ud i en nederdel med tværstriber. Men det gør man.
Den er fra Sonia by Sonia Rykiel og koster omkring 1100 kr. Dyrt, men hver en krone værd.
KH JUdi
ps Du kan prøve den i Companys, hvor jeg arbejder
Uh ha, sikke lækkert stativ. Faldt over dette skønne indlæg da jeg søgte efter et tøjstativ/bøjlestang.. Det er da virkelig noget jeg skal have fat i. Giver så meget overblik.
Kunne også være en god ide til butik, så kan man flytte stativerne rundt som man har lyst.
Super hyggelig blog, der skal da vist snuses lit rundt:)
/Mathilde
Hej Mathilde.
Dejligt, at du kigger med 🙂
Kan ikke huske, hvor jeg har stativet fra, men det kan foldes. Genialt.
Ja, det er smart at det er mobilt og god idé i butik.
KH Judi